RÅDGIVNING OG SAMARBEJDE  ( for professionelle)

​

Påstand: Ved rettidig indsats og tværfagligt samarbejde, kan vi øge livskvalitet for flere børn og unge – for færre midler - Det er lidt af en påstand og nogle store effektmål - men tænk nu hvis…

​

Præmis: Forudsætning for ovenstående påstand er en fælles vision om at tilbyde vores børn og unge ensartede muligheder for at udnytte deres respektive potentialer.

​

Argument 1: For at sikre et ensartet tilbud til vores børn og unge skal vi kunne differentiere vores tilgang til disse!  One size doesn’t fit them all! Børn er unikke- og i særdeleshed når de er særligt udfordret! Derfor er det vigtigt at vi afdækker disse udfordringer og tilgår det enkelte barn ud fra dets unikke behov- for igennem en differentieret tilgang at kunne tilbyde dem sammenlignelige muligheder for at udnytte deres respektive potentialer.​

​

Argument 2: For at kunne differentiere vores tilgang skal vi turde række ud i mellemrummet mellem egen og andre eksperters viden om børn og unge - og turde arbejde tværfagligt og tværsektorielt! Ingen isoleret faggruppe kan eller bør tage patent på ekspertrollen for det samlede børne- ungeområde. Eksperter i primærsektoren har således adgang til væsentlige oplysninger om barnet og den unges dagligdag, men uden bidrag fra eksperter i barnets kontekst (familie og øvrig netværk) har vi ikke mulighed for at forstå, hvilken arena dagligdagen udspiller sig i. Og når dagligdagen udfordre, trods indsats, kan speciallægen i børne- og ungdomspsykiatri, som jeg, med fordel inddrages.

​

Argument 3: For at mindske graden af kompleksitet af det billede der tegner barnet- og den unges liv, skal vi sætte ind rettidigt! Med udgangspunkt i gennemsigtighed i arbejdsgange på tværs af sektorerne og erfaringsudveksling på tværs af faggrupper og ledelsesniveauer, er det min erfaring, som tidligere klinisk overlæge i børnepsykiatrien, at vi ofte, med en mindre, men rettidig indsats, kan reducere lidelse og bidrage til udvikling og trivsel i det almene miljø. Konkret kan det dreje sig om en indsats allerede, mens symptombilledet er velafgrænset, mindre funktionshæmmende og endnu ikke stigmatiserende – hvorved en specialiseret indsats ofte ikke vil være indiceret.

​

Det er min påstand og erfaring at ovenstående kan opnås gennem:

​

- Indsigt i og forståelse for arbejdsgange og tilbud på tværs af sektorer - hvilket konkret kan bruges ved henvisnings-, visitations- og rekvisitionsprocedurer samt ved overgange inden for sektoren ( ex. mellem alment og specialiseret tilbud)  og mellem sektorerne (ex. henvisning fra primær til sekundær sektor).  –  Oplæg som:  ”Børnepsykiatrien som den sort boks " eller  "Sektor blindhed” kunne være et afsæt.

​

- Udvikling af et fælles fagligt fundament på tværs af faggrupper og sektorer- hvilket konkret kan bruges i forbindelse med rettidig opsporing og indsats, hvorved mistrivsel hos det enkelte barn fortsat er minimal og behovet for indsats mindre indgribende og omkostningsfuldt . -Oplæg som ”grænsefeltet mellem normalitet og psykopatologi” kunne være et afsæt.

​

- Forventningsafstemning i forbindelse med tværsektorielle overgange og opgavefordeling- hvilket kan bidrage til at sektorerne gensidigt understøtter hinanden, hvorved man kan ”stå på skuldrene” af det arbejde, som den anden sektor allerede har leveret og dermed anvende ressourcerne mere optimalt. - Oplæg som ” At række ud i mellemrummet” kunne her være et afsæt.

​